Workshop
Finn Hesselagers grundteknik med Maibritt Saerens
Maibritt Saerens
Maibritt Saerens er professionel skuespiller med mere end 20 års erfaring indenfor tv, film og teatret. Hun bliver af mange i branchen kaldt for nørden. Hun er uddannet i Michael Chekhovs skuespillerteknik, har gået på skuespillerskolen v/ Aarhus Teater, har de sidste 20 on-off år fået undervisning af Finn Hesselager. Hun har en Integrativ Kropsuddannelse v/ Bjørn Winther og Hannah Jacobsen og har været i kursusforløb i Neuroaffektiv udviklingspsykologi. Hun er netop kommet hjem fra LA hvor hun blev certificeret i Ivana Chubbucks teknik. En teknik som for Maibritt har været hendes missing link som skuespiller til at sprænge enhver form for tvivl eller tøven. Efter eget udsagn er teknikken befriende at arbejde med.
Hun har en kærlighed til skuespillerfaget, skuespillere og elsker at nørde med teknikken bag. Maibritt er også grundlægger af firmaet PowerAct, som specialiserer sig i udvikling af Executive Presence og nonverbal kommunikation, hvor hun gennem 10 år har undervist og talentudviklet topledelse, politikere, ministre, advokater, præster m.m.
Maibritt Saerens undervisningsstil er empatisk, humoristisk og direkte – blandet med dyb viden og erfaring.
Ivana Chubbuck har arbejde i mere end 30 år som skuespillercoach for bl.a. Brad Pitt, Jared Leto, Charlize Theron, Travis Fimmel, Halle Berry, James Franco, Jim Carrey, Sylvester Stallone og Jake Gyllenhaal.
Workshop i Finn Hesselagers Grundteknik – gestaltet af Maibritt Saerens, som hun har brugt teknikken i 25 år
Hvordan bliver du ægte som spiller foran kamera eller på scenen både i energi og krop?
Hvordan spiller du sammen med den anden – også selvom der måske ikke er kemi?
Hvordan arbejder du med form og maskefornemmelse og stadig være ægte?
Ud fra 3 overskrifter arbejder vi med Finns Grundteknik på gulv sammen med tekstarbejde:
- Naturlig ikke spil både i energi, krop og ord
- Evnen til altid at kunne skabe et naturligt samspil
- Maskefornemmelse, din evne til at omsætte grundteknikken i form
Vi kommer på workshoppen til at arbejde med før tekst, før psykologi, før intension.
Og derpå tilbyder vi dette ind i samspil med medspiller – omkring tekstarbejde.
Om teknikken:
En skuespiller er noget FØR der fortælles historie. Hvis din grundteknik ikke er på plads har instruktøren eller casteren svære ved at bruge dig. Skuespilleren skal vide hvordan man skaber liv og krop i rum – i samspil med den anden. Skuespilleren skal vide hvordan man spiller sammen i dét som normalt er det ubevidste rytmegame mellem mennesker.
Finn Hesselagers grundteknik er en skuespillers grundlæggende forståelse af den naturlighed vi almindelige mennesker ubevidst udfolder hvert øjeblik. Grundteknikken giver dig en centrering som spiller – et centrum i et altid foranderligt nu. En orkestrering af alle impulserne, der tillader os at lukke mere kaos og arketypisk energi ind i vores system. Gennem Finns Grundteknik kommer skuespillerens eget væsen frem, skuespillerens egen dybere grundklang.
Jeg elsker at arbejde med Finns grundteknik. Det har skabt grundlaget for hele min karriere. For mig er det et system eller en teknik, der går forud for alle andre metoder. Det er et arbejde med de mest grundlæggende aspekter af at komme til stede i et rum og spille sammen.