Workshop

Chubbuck-workshop for begyndere og fortsættere med Kari Vidø

8.-12. september, kl. 10-16.
Kari Vidø

Kari Vidø

Kari Vidø er uddannet filminstriktør fra Den Danske Filmskole og certificeret underviser i Chubbuck-teknik. Hun har arbejdet professionelt med film, TV, teater og radio de sidste 30 år som både instruktør, manuskriptforfatter og dramatiker, senest med spillefilmen Paranoia fra 2024. Som underviser har Kari bl.a. undervist på Den Danske Filmskole, Panorama Agency og Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Kari Vidøs hjemmeside.

Sidste tilmelding: 03-08-2025
Kontaktperson: Karin Iwersen ( ki@skuespillerforbundet.dk )

Kari Vidø vender tilbage med sin populære workshop i Chubbuck-teknik. Denne workshop er tiltænkt skuespillere både med og uden erfaring med teknikken – også de, der tidligere har deltaget i en workshop med Kari.

Chubbuck-teknikken består af 12 effektive redskaber, som hjælper dig til at skabe et unikt og troværdigt bud på rollen ved at personificere teksten med stof fra dit eget liv. Du får en metode til at forstå, hvad der driver dig i scenen og hvorfor. Du lærer at være rollen fremfor at spille den. Teknikken er også velegnet til castings og self tapes.

Fordi vi arbejder med personligt stof, er det en metode, der stikker dybt – men undervisningen foregår i et fortroligt rum, og ingen forventes at dele ud af ting, de ikke har lyst til. Fokus er at få karakter og tekst til at leve.

Deltagere vil få tilsendt en scene og en eller flere scenepartnere på forhånd. Når vi mødes, viser I scenen, så vi har et konkret udgangspunkt, hvorefter I guides via Chubbuck-teknikken. Deltagere som er nye i Chubbuck-teknikken vil arbejde med to-personers scener, men deltagere med tidligere erfaring vil lære at benytte teknikken i flerpersoners scener.

Husk at medbringe en notesbog og noget at skrive med – computer eller iPad kan ikke bruges til øvelserne.

N.B. Scenerne optages ikke på dette kursus.