Workshop
Filmworkshop med Søren Balle
5 dage: 10.-14. november kl. 9.30-15.30
Søren Balle
Søren Balle er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole, men har også studeret Film- og Medievidenskab og læst på Journalisthøjskolen. Han spillefilmsdebuterede i 2014 med Klumpfisken, en særegen egnsfortælling, der blev belønnet med fire Robert- og Bodil-statuetter. Efterfølgende har han arbejdet på en lang række fiktionsserier, heriblandt Herrens Veje, Bedrag, The Rain, Fred til Lands og Equinox, både som episodeinstruktør og som konceptuerende instruktør.
Sidste tilmelding: 05-10-2025
Kontaktperson: Karin Iwersen ( ki@skuespillerforbundet.dk )
Filminstruktør Søren Balle inviterer til fem dages workshop med fokus på samspillet mellem skuespilleren og den filmiske iscenesættelse. Kurset er et træningsforløb i skuespilteknikker målrettet film og TV. Formålet er at øge skuespillerens filmiske bevidsthed ved at lære at se sig selv gennem kameraet, samt at skabe kontakt mellem skuespillerens præstation og den mere tekniske visuelle iscenesættelse.
Vi tager udgangspunkt i konkrete scener, som optages og iscenesættes for kameraet, men også i deltagernes egne oplevelser og erfaringer fra tidligere produktioner. Det er derfor en forudsætning, at deltagere har en vis erfaring fra film- og TV-optagelser.
Over kursets fem dage vil vi komme ind på en række kerneelementer, heriblandt samspillet mellem kamera og skuespiller, arrangement, moment og flow, forberedelse, scene-analyse og filmsettets opbygning. Derudover vil der også være fokus på hvordan du som skuespiller samarbejder med både instruktøren og dine medspillere.